Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Islev Kirke
Forkyndelse for alle

SOMMERHØJSKOLE: Den tidlige kristne billedverden

JUN
29

SOMMERHØJSKOLE: Den tidlige kristne billedverden


Dato Onsdag d. 29. juni 2022, Kl. 19:30 til kl. 21:30
Sted Islev Kirke, Slotsherrensvej 321, 2610 Rødovre
SOMMERHØJSKOLE: Den tidlige kristne billedverden

Foredrag ved Sandra Kastfelt, sognepræst og BA i kunsthistorie

I kristendommens tidligste tid blev der skrevet breve, salmer, prædikener og evangelier, men først omkring år 200 kom en billedverden langsomt frem som enkle dekorationer på personlige brugsgenstande som ringe, skåle og olielamper. 

De kristne overtog motiver fra samtidens mangfoldige billedunivers som fugle og hyrder, skibe, fisk og små figurer af personer med armene løftet i bøn. Elskede motiver fik en ny og dybere mening og blev til trosbilleder. Efterhånden blev de dekorative småmotiver til udsmykninger på gravvægge og i de ældste kirkerum og i midten af 200-talet dukkede de første spæde billeder af Jesus op dybt i katakombernes fugtige mørke. 

Da kejser Konstantin i det tidlige 300-tal gjorde kristendommen til en anerkendt religion, var en rig billedverden klar til at blomstre i 300-tallets store kirkebyggerier. 

Sandra Kastfelt er sognepræst i Mariendal Kirke på Frederiksberg og BA i kunsthistorie. Hun har gennem mange år rejst i Middelhavslandene og opsøgt steder, udgravninger, kirker og museer for at finde sporene efter den ældste kristne billedverden. I marts 2020 udkom hendes bog ”Den tidlige kristne billedverden” (Forlaget Orbis), og hun vil i sit foredrag tage os med på en rejse i ord og billeder tilbage til den tid, da den kristne tro var helt ny og de første kristne trosbilleder så dagens lys.


Foredraget er en del af Islev Kirkes Sommerhøjskole 2022:

 `Skærm vor undren´ - 5 udvalgte onsdage fra 29. juni til 3. august

Skærm vor undren og bevar/ gåden om det sidste svar/ lad os tro ar vi er mer´/ end en skal af støv og ler!

Således lyder det i vers 6 i Lisbeth Smedegaards salme Gådefuld er du, vor Gud! (DDS 22 – og heraf titlen på årets sommerhøjskole

Sommerhøjskolen indbyder i år til en række foredrag med nedslag i vores åndelige, kirkelige og kulturelle rødder. Indenfor de sidste måneder har vi oplevet, at krigen i Ukraine sætter nye dagsordener for vores forståelse af, hvad der binder os sammen og hvad der skiller os ad i Europa. 

Kan vi blive klogere på vores fælles rødder og de strømninger som har krydset grænser gennem tiden, kan vi måske også bevare håbet om at historien ikke ender med død og ødelæggelse, men fortsætter med kamp for liv og frihed i tanke og tro. 

Kom og lyt til hvilken rolle kvinderne spillede i den første kirke, oplev den tidlige kristne billedverden, hør om den aktuelle situation i Ungarn med musikalske indslag undervejs, bliv klogere på Rusland som anfægtelse for Vesten og bliv inspireret af kristendom og folkelighed hos henholdsvis Dostojevski og Grundtvig.

 Kom med os på en rejse, hvor vi kan skærme vor undren sammen!

Det er gratis at deltage i sommerhøjskolen. 

Forfriskning i pausen koster 25 kr,  der går til Islev menighedsplejes julehjælp.   Der kan bestilles kirkebil ved henvendelse til kirkekontoret.  Alle er velkomne – ingen tilmelding!                                                                                           

Arr. Kirkens præster